Vi skal skabe en vi-kultur: Vi har tilsammen viden og ressourcer og kan skabe fantastiske resultater

Pytte Hertz Würtz er optaget af problemstillingen omkring misbrug/psykiatri. Hun brænder for, at der skal være et samarbejde på tværs af behandlingerne og mener ikke, at misbrugs- og psykiatriproblematikken kan skilles ad. Mennesket er én enhed og skal behandles som én enhed.

Hun er ansat på Rusmiddelcenter Randers i Café Rusfri. Det er et tilbud til mennesker, som har været i misbrugs- eller psykiatrisk behandling, og som har valgt at leve et rusfrit liv. Hun deltager som Barfodsforsker på Folkemødet 2018 på Bornholm.

– Set med mine øjne og med mine erfaringer er det et meget stort problem i det danske behandlingssystem. Ressourcerne og det politiske grundlag og opbakning er der ikke. Tankegangen og viljen til at kunne tage det lange seje træk med mennesker, som har haft udfordringer i deres liv, der har fået dem til at vælge en forkert sti at gå ned ad, er der heller ikke.

Mennesker bliver mødt med korte, økonomiske tilbud. Korte behandlingsgarantier, hurtigt ind, hurtigt ud og så videre. Problem løst. Næste patient. Resultatet bliver mennesker, som kun er halvt færdigbehandlede, og alle ved vist godt, hvor meget et hus er værd, hvis det ikke har strøm og tag på.

Samarbejdet mellem misbrug og psykiatri skyldes efter min mening ikke, at medarbejderne ikke vil. Det skyldes manglende viden og forståelse for hinandens arbejde, og at vi i Danmark er meget inddelt i kasser i vores erhvervsliv. Du laver det, og jeg laver det. Punktum. Men hvis vi kunne skabe en ”vi”-kultur og gå sammen om vores viden og kunnen, tror jeg, at vi kunne nå langt længere.

I mit peerarbejde og mit arbejde på Rusmiddelcentret oplever jeg virkelig, at mennesker, der har levede erfaringer, indeholder så mange ressourcer og talenter. Mennesker, der for længst ”er dømt ude” af samfundet og fået deres pension, rejser sig gennem en recoveryproces og oplever, at de har masser af empowerment i sig. Det vil sige evnen til at finde styrken i sig selv og få skabt nogle nye forbedrede livsvilkår i sit eget liv. Værdien af den form for hjælp er uvurderlig, da den har et helt andet fundament og tyngde, end tillært viden har. Den kan bare noget andet.

Kombinationen af peerguider og fagprofessionelt personale er rigtig meget værd inden for både psykiatri og misbrug. Det er et vigtig et redskab i recoverytilgangen og kan få mennesker til at gå hele vejen og få et værdifuldt og meningsfyldt liv.

Jeg brænder for, at vi kan få en åben og konstruktiv dialog, hvor vi kan få skabt nogle rammer for mennesker, der har flere problemstillinger i deres liv. Vi skal ikke være så bange for at dele og give slip på vores eget lille faglige område. Vi har tilsammen så meget viden og ressourcer og kan skabe fantastiske resultater.

For vi ved alle, at det ikke hjælper, hvis vi eksempelvis kun sætter to hjul på vores bil og forventer, at vi kan køre på sommerferie til Italien med hele familien. Det er det, der sker for mange mennesker i systemet. De mangler halvdelen af løsningen. Mennesker bliver nedbrudt og mister håbet for hver behandling, de modtager, og som ikke har en fyldestgørende virkning og en afgørende positiv effekt på deres liv. Håbet og troen på et værdigt liv bliver slukket og mennesker bliver tabt. De ender som svingdørspatienter og har svært ved at forstå meningen med livet.

Jeg vil bruge mit liv på at påvirke myndigheder, politikere og sundhedsvæsenet og kæmpe for, at mennesker får en chance for at få øje på deres egne ressourcer og talenter og dermed kan blive en ressource for andre.

Alle kan blive misbrugere

Langt de fleste misbrugere, har ikke sat sig ned i sofaen en onsdag aften med en flaske rødvin og besluttet af blive afhængige. Misbruget og afhængigheden er en løbende udvikling for et menneske, som mistrives på en eller anden måde i sit liv.

Det starter i de små ting, med de små mængder, og stille og roligt bliver selvmedicineringen en integreret del af hverdagen. Vi udvikler tolerance over for alkoholen eller stoffet, og langsomt skal mængderne for at holde ud at være sig selv, være større. En morgen vågner vi så, og kroppen reagerer med abstinenser, og så er der ingen vej tilbage. Vi bliver nødt til at fylde noget i kroppen, for at kunne holde det ud og vupti, du er misbruger. Det er opskriften på et liv i afhængighed. Men hvad stiller vi så op med den problemstilling?

 Jeg gav alt, og jeg fik alt – et eksempel fra mit eget liv

Jeg lever et dejligt liv med min forlovede, har en super karriere og er vild med mit arbejde.

Lejlighed, biler, sommerhus, god økonomi og ingen problemer. Pludselig rammes jeg af en fødselsdepression, bliver enlig mor, og så tager mit liv en helt ny retning. Nu handler det om overlevelse og om at være mor. Min egen psykiske og fysiske tilstand bliver pludselig ikke så vigtig ,og fokus på mig selv er ikke-eksisterende.

Depressionen får lov til at blive, hvor den er, og langsomt begynder jeg at kunne mærke mig selv. Det føles ikke rart, og jeg finder ud af, at en øl faktisk hjælper. Hurtigt stiger forbruget, og det bliver svært at få hverdagen til at hænge sammen. Hmm, hvad gør jeg så? Så kommer stofferne ind i billedet, da jeg har brug for at kunne få livet til at fungere, så kokain og amfetamin bliver meget hurtigt en del af løsningen, da det giver mig energi og overskud. Så er jeg for alvor afhængig.

Hov, hvad skete der? Nu er jeg misbruger.

Årene går og på et tidspunkt kulminerer det hele, og konsekvenserne er meget store. En ny lang rejse ligger foran. Fødselsdepressionen var årsagen/udløseren, og stofferne og alkoholen blev løsningen. Hvad er så behandlingen? Er jeg psykisk syg, eller er jeg misbruger?

Jeg vælger så misbrugsbehandling og kommer i behandling i seks uger, så skulle jeg være klar til at fortsætte et nyt liv. Det var jo en både nem og hurtig løsning. Den virkede modsat, da der blev åbnet for en masse følelser, men ikke lukket for dem igen.

Denne behandling gentog sig flere gange, uden positivt resultat. Behandlingen handlede meget om, hvorledes jeg handlede ud fra, hvordan jeg følte og tænkte. Fokus på misbruget og ikke så meget fokus på årsagen.

Så opsøgte jeg psykiatrisk behandling, da min nye filosofi var, at så måtte der jo være noget galt med mig psykisk. Jeg kunne ikke forstå, at jeg gjorde noget, som jeg absolut ikke ville, i forhold til at drikke og tage stoffer. Jeg bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Det viser sig hurtigt, at der ikke er noget i vejen med mig, ingen diagnoser, og at der så derfor ikke er nogle behandlingsmuligheder. Jeg er misbruger, og så længe jeg er det, kan jeg ikke få psykiatrisk behandling. Jeg går så tilbage til misbrugsbehandling, og det bliver kun værre, jo flere gange, jeg prøver at bliver stof- og alkoholfri.

58 indlæggelser på sygehus som følge af misbrug, genoplivning, anbringelse af barn og et liv i helvede. Jeg bliver ved med at opsøge psykiatrien, men bliver nægtet hjælp på grund af misbrug. Denne cirkel køre jeg rundt i, i næsten fem år. Hullet bliver kun dybere for hver gang.

Hvordan skal jeg blive stof- og alkoholfri, når jeg har det så dårligt psykisk?

Det lykkedes mig at finde et privat rehabiliteringscenter, hvor jeg kunne være i behandling i et år. Der blev taget hånd om alle problemstillingerne i mit liv, både fysisk, psykisk og mit misbrug.

Det var en lang og hård proces, men resultatet har været, at jeg har fået min familie tilbage, levet et værdifuldt og frit liv i over 13 år. Jeg har fået alt tilbage i mit liv og meget mere. Alt dette brænder jeg for at give videre til andre.

Jeg gav alt og jeg fik alt.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *