Slutevalueringen fra Socialstyrelsen: Forsøg med ansættelse af medarbejdere, brug af frivillige og brug af mentorer med brugerbaggrund i den regionale og kommunale indsats

Der er stigende forskningsmæssigt  belæg  for, at mennesker, der har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recovery, kan udgøre en unik og virksom ressource i indsatsen over for andre mennesker med psykiske lidelser. Derfor afsatte man i aftalen om satspuljen på psykiatriområdet for 2014-2017 under temaet Borgere og pårørende som en ressource i indsatsen midler til forsøg med ansættelse af medarbejdere, brug af frivillige og brug af mentorer med brugerbaggrund i den regionale og kommunale indsats. Initiativet understøtter den nye ramme og retning i psykiatrien med fokus på den enkeltes mulighed for at komme sig på trods af en psykisk lidelse, øget selvbestemmelse og inddragelse af borgerens ressourcer i indsatsen samt inklusion af mennesker med psykiske lidelser på arbejdsmarkedet.

Evalueringen af de tre projekter viser, at peer-støtte kan udspille sig i mange forskellige former for indsatser. De afprøvede modeller har været meget forskellige, men gennemgående har virkningerne været de samme.

På baggrund af denne evaluering samt erfaringerne fra de enkelte projekter vurderes der at være et stort potentiale i en mere systematisk brug af medarbejdere, frivillige og mentorer med brugerbaggrund i den regionale og kommunale indsats.

Link til den fulde evaluering nederst på siden.

Her er en kort opsummering af virkningen for de der får peer-støtte, de der giver peer-støtte og sidst virkningen på det organisatoriske niveau.

Virkningen for de der modtager peer-støtte

”Jeg har været syg i mange år, men har fået det bedre i de senere år og har fået de tanker, at jeg måske kunne rehabilitere mig selv. Det føler jeg, at jeg har fået opbakning til gennem peermedarbejderne og set perspektiver i, at jeg ikke bare behøver være syg og hæve min pension. Så det har givet noget håb. Det er meget positivt. Det betyder lidt, at jeg har set dem komme videre, for der er også andre ting og historier der fylder. Da jeg fik diagnosen for 20 år siden, var jeg jo kronisk syg, og der var ingen der blev raske.”

 ( Peer-støttemodtager, Region Sjælland).

En overvejende del af peer-støttemodtagere oplever en positiv virkning i forhold til peer-støtteindsatsen. Denne positive virkning bliver bl.a. tydelig igennem et forbedret socialt netværk, større forbundethed og større åbenhed i forhold til psykiske vanskeligheder. Peer-støttemodtagerne oplever desuden mindre stigmatisering og forbedrede muligheder for at indgå i meningsfulde relationer.

Peer-støttemodtagerne beskriver også en oplevelse af generel større kontrol med livet, og at de derigennem har fået et blik på egne ressourcer og muligheder. Derfor oplever peer-støttemodtagerne også en høj grad af fornyet håb for egen recoveryproces.

  • En overvejende del af peer-støttemodtagere oplever en positiv virkning i forhold til peer- støtteindsatsen.
  • Peer-støttemodtagerne oplever et forbedret socialt netværk, større forbundethed og større åbenhed i forhold til psykiske vanskeligheder. Peer-støttemodtagerne oplever mindre stigmatisering og forbedrede muligheder for at indgå i meningsfulde relationer.
  • Peer-støttemodtagerne oplever en generel større kontrol med livet, og at de derigennem har fået et blik på egne ressourcer og muligheder.
  • Peer-støttemodtagerne oplever en høj grad af fornyet håb for egen recoveryproces. Peer- støttegiverens ressourcefokus kan være med til at åbne nye perspektiver og vinkler i forhold til recovery-processen hos peer-støttemodtageren, samtidig med at peer-støttegiveren er et levende eksempel på, at recovery kan lykkes.

Virkningen for de der giver peer-støtten

”. Peer- støttegiverne oplever at deres liv får mening, og at de får en styrket identitet igennem funktionen som peer-støttegiver. Peer-støttegiverne oplever en afstigmatisering i forhold til deres psykiske vanskeligheder. Samtidig oplever peer-støttegiverne et løft i kompetencer generelt, men i høj grad også et løft i relevante kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet. Peer- støttegiverne oplever desuden, at de er med til at bidrage til den almene psykiatriske indsats, og at de samtidigt agerer som kulturbærere i forhold til et øget recoveryorienteret fokus.

Relationen mellem peer-støttemodtager og peer- støttegiver er præget af en reciprocitet, hvor peer-støttegiverne oplever, at de får større indsigt i egne psykiske vanskeligheder igennem mødet og refleksionen med peer-støttemodtagere.

Evalueringen viser også, at funktionen som peer- støttegiver kan opleves som krævende, og at peer- støttegiveren i sådanne tilfælde kan risikere at blive sat tilbage i egen recoveryproces.

  • Peer-støttegiverne oplever, at deres liv får mening, og de styrker deres identitet igennem funktionen som peer-støttegiver.
  • Peer-støttegiverne oplever en afstigmatisering i forhold til deres psykiske vanskeligheder. Hvad der før var tabu, kan nu godt bringes frem i lyset.
  • Peer-støttegiverne oplever et løft i kompetencer generelt, men i høj grad også et løft i relevante kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet.
  • Gennemgående oplever alle peer-støttegivere, at deres håb for fremtiden er øget markant.
  • Peer-støttegiverne oplever, at de er med til at bidrage til den almene indsats, og at de samtidig agerer som kulturbærer i forhold til et øget recoveryorienteret fokus.
  • Relationen mellem peer-støttemodtager og peer-støttegiver er præget af en reciprocitet. Peer-støttegiverne oplever, at de lærer mere om deres egne psykiske vanskeligheder i mødet og refleksion med peer-støttemodtagere.

Noget tyder dermed på, at læringen bl.a. sker i det øjeblik, hvor peer-støttegiveren reflekterer over eget recoveryforløb sammen med peer- støttemodtageren.

  • Funktionen som peer-støtte er krævende, og peer-støttegiverne sætter sig selv meget på spil i mødet med peer-støttemodtagerne. Funktionen som peer-støttegiver kan i nogle tilfælde medvirke til at peer-støttegiveren bliver sat tilbage i egen recoveryproces.

Virkningen på organisationsniveau

Virkningen på organisationsniveau er blevet belyst på tværs af projektets meget forskelligartede modeller. De gennemgående tendenser i forhold til virkning på organisationsniveau har været følgende:

  • Interviewmaterialet peger på, at der har været en afsmitning på organisationernes måde at arbejde på. Meget tyder på, at arbejdsgangene og tilgangen til borgeren er blevet mere recovery-orienteret.
  • Tilgangen til den enkelte borger har ændret sig blandt personalet i de medvirkende organisationer. Dette ses også ved, at sprogbrugen er blevet anderledes.
  • Organisationerne oplever en øget recovery-understøttende kultur på arbejdspladsen. Dette viser sig ved mindre skelsætning mellem borgere og behandlingssystem samt imellem traditionelle faglige grænsesætninger.
  • Personalet har oplevet en bedring hos peer- støttemodtagerne, men også en øget faglig tro på, at arbejdet med målgruppen giver mening. Peer-indsatsen har været med til at skabe håb hos fagpersonalet og på arbejdspladsen generelt. Peer-støttegivernes arbejde og deres relation til borgerne minder medarbejdere om, at recovery er muligt.
  • Peer-støttegiverne har introduceret erfaringskompetencer som et nyt fagligt perspektiv i det daglige arbejde. Erfaringskompetencer anerkendes i stigende grad som en ekstra dimension, der kan supplere og berige de faglige dimensioner, som allerede benyttes i den psykiatriske praksis.