Jeg ser det som mit job som peer at være med til at bygge mennesker op igen , lade dem genfinde deres ressourcer og deres drømme … og lade dem få noget af magten over eget liv tilbage

Lise er ansat som peerstøttemedarbejder i Region Hovedstaden. Hendes arbejdsplads er i Distriktspsykiatrisk Center på Frederiksberg. Har arbejder hun med fokus på individuel støtte og gruppefacilitering, samt oplæg for patienter og pårørende:

Efter tre år på barsel og beslutningen om at skifte arbejdsplads og arbejdsfelt træder jeg ind af døren på min nye arbejdsplads.
Psykiatrisk ambulatorium.

Jeg har været her før tilbage i 2010, som ergoterapeutstuderende, og jeg elskede stedet fra første sekund. Nu er jeg tilbage…

Jeg har sågar mit helt eget kontor, og mit navn og titel står på døren:

Lise Doktor, Recoverymentor.

Jeg er hamrende nervøs, gad vide om jeg overhovedet kan finde ud af det.

Recoverymentor, ansat på baggrund af min personlige erfaring med psykiatrien og ikke på grund af min uddannelsesmæssige baggrund.

Stedet, hvor jeg er ansat, har ikke før haft en recoverymentor ansat, så hvad jeg skal lave, ved jeg ikke helt. Målet med at søge jobbet var at finde et arbejde, hvor jeg ikke behøver at ”lade som om”, et arbejde hvor det ikke bliver set som en svaghed at have været ramt af psykisk sygdom – og måske endda blive det igen en gang i mellem.

De første 14 dage er planlagt for mig. Introduktion til de forskellige teams, der er på stedet, de forskellige faggrupper, målgruppen, der arbejdes med.
Psykiatrisk Ambulatorium i Region Hovedstaden (I gamle dage Distriktspsykiatrien) varetager behandling af mennesker med svær psykisk sygdom, og som samtidig en funktionsnedsættelse på baggrund af deres psykiske sygdom).

De ansatte er rigtigt søde og nysgerrige, men jeg fornemmer også, at det også er med en vis bekymring.
De spørger ikke så meget ud over en enkelt, der fandt det relevant at vide, om jeg havde taget medicin, om jeg stadig gjorde, hvilken type medicin og hvilken dosis.

Patienterne er lidt mere tilbageholdende og er svære at komme i snak med. De er såmænd også nysgerrige, men det går mest på, om jeg er førtidspensionist, ansat på flexordning, i praktik og så videre.
Jeg kan se, der i den grad er brug for en som mig. En recoverymentor, en peer. Det er, som om de patienter, jeg møder den første måned eller to, ikke helt tror på recovery.

I starten må man gøre sig synlig

Det er svært at komme i gang med arbejdet, fordi det er svært at få patienter og især personale til at henvise til mig. Det har jeg tænkt over mange gange siden, og jeg forstår egentlig godt usikkerheden, når jeg ser tilbage. Jeg kommer ”lige fra gaden”, tre dages lynkursus i recovery og så i gang. Hvor rask er jeg egentligt, er det forsvarligt at lade mig tale med patienterne eller deltage i konferencer og personalemøder? Hvad nu hvis jeg bliver syg?

Jeg forsøger mig med at deltage i alle grupper, hvor det er muligt. Det er en måde at møde patienterne på, og lade dem se mig an først. Jeg deltager i alle møder og alle konferencer for at gøre mig synlig. Det er sværere end først antaget at bryde ind til konferencerne, det er helt anderledes, end jeg er vant til. Man skal være hurtig for at få et ord indført, og jeg havde simpelt hen ikke nok kendskab til psykiatrien eller til peerarbejdet, til at jeg følte mig tryg ved at blande mig så ofte, som jeg burde.

Som tiden går, får jeg lavet en folder, der beskriver, hvem jeg er, samt et par store plakater, jeg hænger op i venterummene. Jeg er efterhånden blevet en del af gruppen og har fortalt min historie et par gange til ”psykoedukation” i OPUS.

Da jeg startede, sagde min chef og næstkommanderende til mig: Du kommer nok ikke til at vide 100%, hvad du laver det næste års tid, og det er helt okay, bare du kan være i, at du føler du spilder tiden. Det er helt normalt.
Den sætning er jeg vendt tilbage til mange gange gennem det første halve års ansættelse, for ih Gud, hvor har jeg trillet mange tommelfingre i starten.

Gennem netværksmøder med andre peers har jeg erfaret, det er helt klassisk. Jeg var ikke en dårlig peer i starten, det kæmpede jeg ellers med mange tanker om.

Stabilisering og udvikling

Nu har jeg været ansat i over tre år, og jeg har mere end rigeligt at lave. Det øvrige personale er blevet supergode til at henvise til mig og gøre opmærksom på, at jeg eksisterer. De patienter, jeg har haft forløb med fortæller selvfølgelig også videre til andre patienter, der så henvender sig.

Mit job består blandt andet af individuelle samtaler med patienterne om alt mellem himmel og jord. De typiske emner vil være omkring skyld og skam, og at man er gået i stå. Sorgen over at man er blevet ramt af psykisk sygdom, sorgen over, at man ikke længere er den samme person, som man var tidligere, og sorgen over, at alle andre i ens netværk ”overhaler” en, for eksempel i forhold til kærester og børn og uddannelse.  ”Kan man tillade sig at have et ønske om at få børn, når man er psykisk syg ?” er et spørgsmål, jeg har hørt mere end én gang.

Jeg arbejder ud fra egne erfaringer, med det skal forstås, at jeg bruger mig selv i det omfang, det er relevant. De fleste patienter og sågar også personale for den sags skyld kender ikke min historie, min diagnoseliste, men de kender måske bidder deraf.

En del af de mennesker, der går hos os, er ramt af angst i en eller anden grad, og der kan jeg med fordel bidrage med mine erfaringer om, hvordan jeg fik overtaget og igen tog kontrollen over mit liv. Mit job er bare ikke at give patienterne en opskrift på, hvordan de får det godt igen. Jeg skal slet ikke rådgive. Jeg ser rollen som peer mere som en sparringspartner. En man kan få læsset af hos, en man kan vende sine tanker med og en man gennem fælles refleksioner kan udvikle sig sammen med. Det, der virkede og virker for mig, virker ikke nødvendigvis for andre.

Af og til får jeg spørgsmålet fra patienterne omkring medicin, hvad min holdning er, om jeg synes vedkommende skal stoppe, øges eller skiftes i medicin. Det tager jeg aldrig stilling til, jeg vil heller ikke, men jeg spørger i stedet ind til, hvilke bekymringer han/hun har med hensyn til medicinen, hvorfor han/hun gerne vil stoppe eller skifte, om han/hun har talt med lægen om dette og så videre.

Jeg ser det som mit job som peer at være med til at bygge mennesker op igen, lade dem genfinde deres ressourcer og deres drømme, hjælpe dem med at sætte mål for fremtiden og lade dem få noget af magten over eget liv tilbage.

Slå filteret til og fra

I jobopslaget, jeg søgte, stod der noget om, at man skulle deltage eller afholde grupper, holde oplæg om egen historie og agere brobygger mellem behandlingspsykiatrien og resten af samfundet.  Puha, mig der har lidt af så massiv angst at bare det at tale med pizzamanden i telefonen eller betale ved kassen i Netto var et problem.

Første gang, jeg fortalte min historie, var som sagt i OPUS. Der var kun en fem-seks unge mennesker og to kontaktpersoner til stede, og jeg var så nervøs og bange for at få angst, at jeg var ved at melde mig syg på dagen. Men jeg gjorde det, ganske vist med meget røde kinder, hæs hakkende stemme og en mundtørhed, der gjorde, at jeg fik et hosteanfald. Sådan husker jeg det. Hvis du spørger dem, så tror jeg ikke de lagde mærke til så meget andet, end at jeg delte af mit inderste og blev berørt.

Det er en ting, der har taget mig rigtig lang tid, det at lære at kunne slå mit ”filter” til og fra.  Der er nogle episoder fra mit liv, som jeg ikke skal dele i mit arbejde, uanset hvor relevant, de måtte være for den eller de personer, jeg sidder overfor. Det er de episoder, der stadig gør for ondt at tænke tilbage på. Jeg har samtaler med nogle mennesker, der til tider er meget sårbare, og jeg skal ikke påføre dem yderligere bekymringer om mit ve og vel ved at jeg har delt noget, jeg ikke selv har bearbejdet færdig. Det sker selvfølgelig engang imellem, det kan slet ikke undgås, ligesom det heller ikke kan undgås, at man som peer, eller for den sags skyld anden ansat i psykiatrien bliver påvirket af patienternes historier eller sindsstemninger. Det er trods alt mennesker, rigtige mennesker, vi har med at gøre.

Gruppeaktiviteter

Udover at holde oplæg for pårørende, patienter, studerende og nyt personale så har jeg også gruppeforløb. Det er en af mine yndlingsopgaver i arbejdet. Det var svært i starten, for hvordan gør man egentlig. I kraft af min baggrund som ergoterapeut har jeg tidligere haft masser af træningshold og gruppeaktiviteter med mig som facilitator, men jeg havde ikke prøvet af have deciderede gruppesamtaleforløb før. Jeg har gennem årene prøvet forskellige konstellationer af, her tænker jeg på, hvordan man nogenlunde sikrer sig en positiv gruppedynamik, varighed, lokalitet, men også hvor meget jeg skal være styrende som gruppeleder.

Kan man godt køre en gruppe alene som peer? Er det for sårbart? Er det overhovedet forsvarligt? Jep det kan man godt. Jeg gør det, men ville til hver en tid foretrække at have en sekundær gruppeleder på. Det vil jeg, fordi jeg kan blive syg, mine unger kan blive ramt af skoldkopper, der kan ske noget uventet, der gør jeg er nødt til at tage fri fra arbejde. Det er næsten noget af det vigtigste for de patienter, der deltager: At de kan regne med mig.

Jeg har i de fleste tilfælde haft gruppeforløbene alene, men sidste år spurgte to terapeuter jeg samarbejder med om de måtte deltage. Jeg tog det op med gruppedeltagerne, og svaret var klart. ”De må gerne deltage, HVIS de deltager på lige fod med os andre”. Som sagt, så gjort, og det blev en langt mere positiv oplevelse, end jeg havde forventet. Ved at have helt almindelig medarbejdere med i gruppen, medarbejdere som også delte ud af deres liv, som alle vi andre, så oplevede gruppedeltagerne, at nogle af de problematikker, de tidligere havde opfattet som værende tilknyttet til deres psykiske sygdom, i virkeligheden var problemer og udfordringer, som de fleste mennesker står over for. Ensomhed, opbygning af netværk, søvnproblemer, inaktivitet og så videre.
Samtidig oplevede medarbejderne nye ressourcer hos gruppedeltagerne, for eksempel at kunne spejle sig i andre og komme med gode råd til andre deltagere. Det er derfor, jeg værdsætter at afholde gruppeforløb.

Forholdet til ledelsen og andre faggrupper

Når man ansætter en ny ukendt faggruppe på en arbejdsplads, er det naturligt, at nogle ansatte har visse forbehold. På min arbejdsplads var min kære chef lynhurtig til at slå til, da der pludselig var mulighed for at ansætte en peer. Det betød samtidigt, at meget af det øvrige personale ikke helt var med på, hvad jeg egentlig skulle lave, og om det havde betydning for deres eget arbejde med patienterne. De var usikre på, om det nu også var en god idé, at jeg tog på hjemmebesøg, deltog i personalemøderne, og om jeg kunne håndtere de tunge emner, der kom på bordet, eller om jeg var for sårbar. Jeg vil anbefale alle, der overvejer at ansætte en peer, at det bliver en fælles beslutning på arbejdspladsen, så alle føler ejerskab.

Invitér for eksempel andre peers og deres ledere/kollegaer ind til en temadag, hvor alle spørgsmålene kan blive stillet, og hvor man sammen kan finde ud af, hvilken peer man ønsker at ansætte, og hvilke arbejdsopgaver man forestiller sig vedkommende kunne varetage. Jeg lover jer, I kommer ikke til at fortryde.

I dag er det maj 2018, og jeg har lige gennemlæst de ansøgninger, der er kommet. Jeg får nemlig to nye kollegaer: to nye peers.
Blandt de mange gode ansøgninger, var der en ung kvinde, der tidligere har været patient i OPUS hos os.  Hun var en af de unge mennesker, jeg holdt mit allerførste oplæg for i IMRgruppen tilbage i 2015 som nævnt tidligere. I sin ansøgning skriver hun blandt andet:

“Lise Doktor holdt oplæg ved et IMR-forløb, jeg fulgte i 2015, og det gjorde virkelig indtryk. Et håb begyndte at spire, da jeg mødte denne seje kvinde som var kommet ud på den anden side af mørket, havde fået job og stiftet familie. Nu har jeg omsider fundet mit lys, og jeg ville være beæret over at følge i Lises fodspor, blive en del af jeres arbejdsplads og dele det lys med andre. “ Citat slut.

En udtalelse som denne, gør at mit arbejde er det hele værd. Hver dag!

I forhold til min egen personlige recoveryproces har mit job haft en positiv indvirkning af dimensioner. Jeg bliver holdt til ilden og udfordrer mig selv konstant i kraft af de samtaleemner, jeg har med patienterne, jeg har fået min egen historie på afstand og lært at skelne mellem, hvad er sygdom, og hvad er almindelige udfordringer i livet, og jeg er ikke længere bange for at blive syg igen.

Det her arbejde er så meningsfuldt for både de mennesker, der modtager peerstøtte, arbejdspladsens kultur og ikke mindst for peermedarbejderen, der ansættes.

Artiklen er skrevet af Lise Doktor

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *