Der er noget i luften – om peerarbejdet i Region Hovedstadens Psykiatri

Kender du det? Når et udsagn er så indlysende sandt, at behovet for forklaring ligesom fordufter, og argumentationen for, hvorfor det er, som det er, indeholdes i den virkning, som udsagnet vidner om. Det er måske nok en krøllet formulering, men lad mig så guide dig lidt til klarhed.

Jeg taler om recovery-mentorindsatsen i Region Hovedstadens Psykiatri, som så dagens lys tilbage i 2013 og som i dag lever og vokser som aldrig før. En recovery-mentor er en peer dvs. en person, som i vores regi selv har erfaring med psykisk sygdom og recovery, og som på baggrund af sine egne erfaringer hermed, støtter og hjælper psykisk syge patienter på deres vej mod recovery… på vej mod et bedre liv med virkelyst og handlekraft, med drømme og håb for fremtiden.

Jeg har stået i spidsen for den indsats, fra vi startede for godt og vel fem år siden og frem til dag. Der har naturligvis været bump på vejen – sådan må det være, når en stor organisation som Region Hovedstadens Psykiatri giver sig selv udfordringer, der leder dem ad helt nye stier – men vi har formået at blive på vejen, for vi har gået den sammen og holdt kursen på godt og ondt.

Vi, der arbejder med peers og peerstøtte i psykiatrien, kender til de gode resultater, der springer ud af det særlige møde mellem en peer og en patient. Her møder erfaring erfaring, og her skabes der ny tro på livet, mens patienten erfarer, at verden er også for ham. Det er i sig selv såre godt, men det er ikke min pointe her.

Nej, det som bare er godt i sig selv, og som man i min position ydmygt blot må sige tak for, er det, der kommer ud af samspillet mellem aktørerne i en indsats som vores, for…

Uden peers ingen peerstøtte. Det giver sig selv. Men ingen peerstøtte uden den gode sygeplejerske eller assistent, som velvilligt og modigt byder recovery-mentoren velkommen og integrerer ham i det daglige arbejde med patienterne. Og ingen udvikling af indsatsen uden ledelsens ønske om at ville mere og prøve mere.

I Region Hovedstadens Psykiatri startede vi med at ansætte seks recovery-mentorer fordelt på åbne og lukkede afsnit på hhv. Psykiatrisk Center Frederiksberg, København og Ballerup. I dag har vi 57 mentorstillinger, 45 recovery-mentorer og pt. 7 ledige mentorstillinger. Mentorerne er ansat på sengeafsnit, i den ambulante behandling og i forældre- og pårørendeindsatser, og de er fordelt på alle centre i regionen. Der er tale om en udvikling og et engagement af en hel særlig karakter ift. behandlingspsykiatrien herhjemme… og det er dét, der er min pointe her. For noget er sket! Noget hvor to plus to ikke længere giver fire, men hvor det pludselig giver indlysende god mening at fortsætte ad en vej, vi til at begynde med kun kunne ane konturerne af.  

Hvad, der engang var små indsatser her og der, er blevet til en bevægelse i en organisation, hvor vi er på hold sammen. Selvfølgelig er der behov for at ændre og tilpasse, men recovery-mentorerne er kommet for at blive og med dem overbevisningen om, at alle patienter kan komme sig. Og det er dét, der i dag – fem år efter vi startede – står indlysende klart for os i organisationen på tværs af faggrupper og ansvar.

Kulturændringer i en organisation kan beskrives og forklares, men virkningen af dem skal til et vist punkt fornemmes. Vi, der arbejder i psykiatrien i Region H, fornemmer det, og det er det, der får hjulene til at snurre og arbejdsglæden til at vokse.

Hvordan? spørger du måske. Fordi det virker! Så enkelt er det.

Merete Benedikte Johansen

Konsulent og daglig leder hos Peer-Netværket Danmark